Udfordringen
DTUs center for efter- og videreuddannelse, Learn for Life (LFL), tilbyder alt fra enkeltfagskurser til executive uddannelser – med ca. 400 kursusopstarter om året og to masteropstarter. Men springet fra gratis grunduddannelse til betalt efteruddannelse er stort, og det samme er springet i målgruppe.
Her er det ikke de unge studerende, der skal overbevises, men karrierefokuserede fagprofessionelle og ledere, der skal tage et aktivt valg om at investere i sig selv – og i nogle tilfælde overbevise en arbejdsgiver om det samme. Konvertering er alt. Og den traditionelle målgruppe er svær at flytte fra passiv interesse til aktiv tilmelding.
Dertil kom et teknisk behov: en platform, der kunne understøtte de rigtige brugerrejser for et komplekst kursuskatalog i konstant bevægelse.