Skip to main content

Fem myter om brugerinddragelse du skal glemme nu

Brugerundersøgelser og brugerinddragelse er altafgørende for succesfulde digitale løsninger.

Kontakt

Jens Poder, innovationsdirektør

Brugerundersøgelser og brugerinddragelse er altafgørende for en succesfuld digital løsning. I Peytz Creative forstår vi vigtigheden af, at brugerne forstår, værdsætter og engagerer sig i de websites, apps eller digitale løsninger, vores kunder tilbyder.

Hvorfor brugerinddragelse?

Hos Peytz er vi overbeviste om værdien af brugerinddragelse i udarbejdelsen af projekter. Man kan komme langt med ekspertviden fra en digital samarbejdspartner og domæneviden fra forretningen. Men intet slår løbende brugerinddragelse i små, komprimerede, hurtige forløb. Samtidig kan man let fortsætte med denne type brugerinddragelse, når det nye site er i drift, så man sikrer løbende forbedringer.

Jo før – jo bedre

Sådan er det med brugerinddragelse. Hvis du arbejder for meget i blinde uden at inddrage brugerne, risikerer du at budgetterne løber løbsk, når du endelig sætter dig i den metaforiske tandlægestol og kigger problemerne i øjnene. Derfor bør du involvere brugerne gennem hele projektforløbet for at komme så bredt omkring og opnå mest mulig viden om brugernes ønsker og behov.

Men for mange anses brugerinddragelse som noget, der er besværligt. Det koster penge, og det stopper arbejdet. Vi ved alle, at vi skal gøre det, men ville det ikke bare være nemmere, hvis vi lod være? Nej bestemt ikke. Derfor har vi samlet fem myter om brugerinddragelse, du skal glemme nu, så du kan komme igang med at inddrage dine brugere.

Myte 1: Det er dyrt at inddrage brugerne

Brugerinddragelse kan godt være dyrt, men så gør du det forkert. Det, der typisk får omkostningerne til at stige, er:
• Rekruttering
• Planlægning
• Manuel administration

Problemet med rekruttering er, at hvis du ikke med det samme ved, hvor du skal finde brugerne, kan det være en overvældende forhindring. Du bliver måske fristet til at betale nogle andre for at rekruttere for dig, og det kan nemt blive dyrt. For en hel almindelig og lettilgængelig målgruppe, koster det snildt 1500 kr. pr. deltager. 

Løsningen er, at det selvfølgelig er meget smartere, at du selv rekrutterer dine egne brugere. Men hvis du skal have fat i IT-afdelingen for at implementere en pop-up på hjemmesiden eller sætter marketing-afdelingen til at dele et Facebook-opslag eller en annonce, ja, så gør du det besværligt for dig selv.

Fremfor at se brugerinddragelse som enkeltstående events, skal du i stedet se brugerinddragelse som en kontinuerlig proces. Derfor bør du én gang for alle og evt. løbende rekruttere en stor mængde brugere, som viser deres interesse i at være med til at deltage i brugerinddragelse. På den måde har du let adgang til en mængde brugere, du ved er interesserede, uden at du skal have fat i alle mulige kollegaer, der agerer som flaskehalse for afvikling af brugerinddragelse.

Du skal dog ikke tro, at du altid kan få brugerne til at ‘arbejde’ gratis. Afhængigt af omfanget og brugernes egen interesse i at deltage, skal du finde en passende belønning eller anden goodwill.  Jo sjældnere, du inddrager dine brugere, jo mere tilbøjelig er du til at gøre alt manuelt. Hvis du i stedet inddrager dine brugere løbende, kan du udarbejde nogle procedurer, som automatiserer og gør det let for dig selv.  Hvis du f.eks. ved, at du skal afholde tænke-højt brugerteste en gang om ugen de næste 3 uger med samme målgruppe – jamen så er det jo nemt at rekruttere til alle tre på samme tid!

Du kan gøre det endnu lettere, hvis du finder nogle services, der gør det muligt for brugerne selv at booke sig ind i din kalender, og som samtidig klarer alt med at sende reminder e-mails. Du dræber den agile brugerinddragelse ved at tro, at det er lige så let at klare i en Google Mail tråd.

Myte 2: Det stopper designprocessen, når man inddrager brugerne

Først og fremmest skal du glemme forestillingen om, at brugerinddragelse og designprocessen ikke hænger sammen. Det er en del af den samme proces. Hvordan vil du vide, hvad du skal designe uden at inddrage brugerne?

Det burde altså være logik, at designprocessen ikke stoppes, når du inddrager brugerne, men derimod at du afvikler en essentiel del af designprocessen. Hvis du stadig tænker, ‘jamen vores UX designere og vores UI designere har intet at lave imens’, så er det her, at evnen til at lave agil brugerinddragelse hjælper til at holde momentum og ikke spilde ressourcer.

Den agile udviklingsproces

Vi plejer at arbejde på følgende måde, når vi laver ugentlige brugertest og/eller andre brugerundersøgelser:

Dag 1: Planlægningsdag

Vi afholder et statusmøde, hvor vi aftaler, hvad vi skal arbejde på, og hvad vi gerne vil inddrage brugerne i. Derefter går UX designere, designere, frontend-udviklere m.m. i gang med deres arbejde, som fortsætter frem til testdagen.

Dag 2: Rekrutteringsdag

Hvis vi skal brugerteste, går vi her i gang med rekrutteringen, når vi har defineret en målgruppe.

Dag 3: Opsamlingsdag

Vi samler op på arbejdet og bliver enige om det flow, der skal undersøges. UX researcheren færdiggør spørgerammen og holder øje med, at prototypen er klar.

Dag 4: Testdag

Alle involverede parter, der har tid, overværer brugertesten og tager noter.

Dag 5: Evalueringsdag

Vi evaluerer, hvad vi har lært af brugertesten, omdanner det til specifikke optimeringspunkter og går i gang med arbejdet. UX researcheren nedskriver en rapport, der dokumenterer findings og de valg, der træffes.

Myte 3: Brugerinddragelse er én ting

Det er vigtigt at forstå, at brugerinddragelse er en bred pallette med mange forskellige metoder. Du gør det derfor til en meget større og mere uoverskuelig ting at brugerinddrage, hvis alle spørgsmål skal afklares med brugerinterviews. Så sørg for at inddrage forskellige metodikker til løse og afdække forskellige problemstillinger.

Tænke-højt brugertest er f.eks. en metode, der praktiseres, når du skal teste en eksisterende løsning eller en prototype af. Dog bruger mange den fejlagtigt til at presse alt muligt andet ind i, som de gerne vil vide.

Ved at vælge de rigtige værktøjer til forskellige dele af brugerinddragelse, undgår du at spænde ben for dig selv. Sørg derfor for at sætte dig godt ind i den fulde værktøjskasse for brugerinddragelse, og find de metoder, du kan anvende til at afdække de spørgsmål, du har.

Her er nogle andre metoder, som kunne være relevante for jeres digitale projekter:

• Klik-mønster-test
• Koncept-test
• Kortsortering
• Tree-test
• Mom-test

Myte 4: Brugerinddragelse skal være videnskab

Brugerinddragelse er ikke videnskabeligt. Det er en misforståelse, at brugerinddragelse absolut skal være antropologiske eller etnografiske studier eller større videnskabelige analyser. Jo – det ville da være rart at sidde i samme lokale som brugerne, men det er ikke afgørende for, om du kan blive klogere.

Til gengæld begrænser du så din målgruppe til dem, der bor indenfor 30 minutters transporttid, hvis vi skal være helt realistiske. Samtidig skaber du også en begrænsning for, om dine stakeholders kan deltage.

Prioritér hvornår det er vigtigt at sidde sammen med brugerne, og gør alt andet remote. Uanset om der er tale om kortsortering, koncepttest eller modererede tænke-højt brugertest, kan det hele gøres remote. Det gør det nemmere at planlægge, nemmere at afvikle, ligesom det bliver muligt at rekruttere brugere fra hele landet – ja sågar hele verden, hvis det skulle være.

Du har sikkert også hørt en masse videnskabelige argumenter for, hvorfor det er nok at brugerteste med 5 brugere. F.eks. at “5 brugere afdækker 55-85 % af problemerne”. Men lad det ikke narre dig til at tro, at kvalitativ brugerinddragelse er videnskabeligt, bare fordi der er videnskabelige artikler, som argumenterer for kvalitativ brugerinddragelse.

Det mest typiske spørgsmål, vi hører fra kunder, er: “Hvordan kan kan det være repræsentativt, når man kun tester på 5 brugere?” Og her ligger misforståelsen allerede i spørgsmålet. Det er ikke repræsentativt, men det er heller ikke pointen!

Kortlæg dine målgrupper og brug kvalitativ brugerinddragelse til at opnå en større forståelse af dine brugere. Det bedste, der kan ske, er, at du lærer noget om dine brugere, du ikke vidste i forvejen. Kvalitativ brugerinddragelse er med til at skabe hypoteser, og det er så disse hypoteser, du skal prøve af ved at inddrage brugerne i en iterativ proces.

Myte 5: Alle stakeholders skal være til stede, når du afholder brugertest

Argumenterne for at fastholde, at stakeholders skal være til stede er:

• De har vigtige input.
• De har interesse i at deltage.
• De skal have mulighed for at kunne påvirke spørgerammen.

Det er rigtig gode argumenter, men det er kun ‘nice to have’, at alle stakeholders deltager i alle brugertests. Virkeligheden er, at der altid vil være kalendere, der skal passe sammen, og det er typisk ikke en mulighed før langt ude i fremtiden, og ikke i samme hyppighed.

Drop forestillingen om, at alle dine stakeholders absolut skal være til stede. I stedet kan du invitere de stakeholders, som har mulighed for at observere, og resten kan se videoer efterfølgende. Hvis der så er noget, dine stakeholders gerne vil tilføje eller spørge ind til, kan I bare teste det næste gang.

Brugerinddragelse skal ikke være et logistisk mareridt. Hos Peytz bruger vi et setup, hvor vi giver stakeholders online adgang til at se med undervejs, samtidig med, at de kan skrive beskeder, hvis de har behov for det. På den måde er vi ikke afhængige af deres tilstedeværelse, og de kan veksle mellem observation og andet arbejde.

Myter er en ting - måske du også kunne bruge 3 gode råd til effektiv og agil brugerinddragelse?

Er du klar til at komme i gang med brugerinddragelse?

Hos Peytz kan du få oprettet dit eget UX-panel med dine brugere, som du kan administrere i en GDPR-compliant platform, hvor du kan sende mails ud til dine brugere.

Vi hjælper også meget gerne med rådgivning og support, og hvis de interne ressourcer er pressede hos jer, udfører vi gerne en lang række forskellige typer af brugerundersøgelser for jer. Udfyld formularen nedenfor, så kontakter vi dig og tager en uformel snak med dig om de mange fordele ved brugerinddragelse.

Vil du holdes opdateret?

Vi laver – synes vi selv – Danmarks bedste nyhedsbrev med masser af relevant viden om digitale udfordringer og muligheder. Vil du holdes opdateret på digitale tendenser, så tilmeld dig vores nyhedsbrev lige her

 

Publiceret 22. februar 2023